Printervenlig version

Rod i Regnbuelandet

Af Thomas Kruse og Erik Lyhne


Vi byggede en verden op, som aldrig kan skabes igen
en verden, som kun eksisterede i Vilhelmsborg
og aldrig mere.
Vi forandres
og de mennesker, der den torsdag lavede et lille regnbuefarvet mirakel,
er nogle andre i dag.
Det var en verden, der gik under, da projektøren slukkedes
en stjerne faldt mod jorden
vi var med i et stjerneskud.
Sommetider er dagene gyldne og alting føjer sig.

fra Gunhild Brethvads digt om Rod i Regnbuelandet

 

Rod i Regnbuelandet – lidt forhistorie

I 3 år har vi arbejdet med projekt Stifinder – et udviklingsprojekt, der indebærer et treårigt samarbejde mellem Århus Dag- og Aftenseminarium og Peter Sabroe Seminariet, Gammelgaardsskolen, Daginstitutionen Silkeborgvej 342, Skolefritidsordningerne Hvepsebo og Bivognen på Gammelgaardsskolen samt Århus kommune

Projektets formål er at styrke musiske, æstetiske læreprocesser og oplevelser hos børn i området og indvinde erfaringer med samarbejde mellem pædagoger og lærere. Stifinder er støttet af TUSINDKUNST - et tværfagligt initiativ mellem Kulturministeriet, Socialministeriet, Kirkeministeriet og Undervisningsministeriet, af Århus Kommunale Skolevæsen, Århus Kommunes Familie- og Beskæftigelsesforvaltning (daginstitutionsområdet), Århus Kommunes Fritids- og Kulturforvaltning, af BUPL og SL’s forsknings- og udviklingsfond, af tipsmidlerne og af Århus Dag- og Aftenseminarium og Peter Sabroe Seminariet

Stifinderprojektet er tidligere omtalt i Dansk Sang nr. 3 1998/99

 

 

De første frø sås

Siden vi søsatte Stifinderprojektet, har der været tænkt i et stort afslutningsprojekt. Hvilken form og hvilken retning det skulle tage var usikkert, men at vi ville slutte med manér, var der ingen tvivl om.

En af ideerne var at samle børnene fra alle medvirkende institutioner i en kæmpe musikalsk forestilling i en egnet hal og slutte aftenen med fest og dans.

Dette ville betyde, at 700 børn samt 200 voksne – lærere, pædagoger og studerende skulle samarbejde om et fællesprojekt.

 

 

Vi vidste fra vore tidligere projekter, at hvis et så stort projekt skulle realiseres, så var det ud fra en positiv tilmelding til ideen.

Da alle omkring projektet sagde ja gik vi i gang med at entrere med gæstelærere, skaffe lokaler, udarbejde budget og skrive ansøgninger. Vi havde allerede fået grønt lys for en struktur og skitse til tidsplan. Der blev nedsat en arbejdsgruppe omkring forårsprojektet, bestående af projektlederne, skoleinspektør Per Fischer, SFO-leder Elsebet Krogh, daginstitutionsleder Lars Møller samt repræsentanter fra de studerende.

Kriterier

Om metoderne til at etablere det kunstneriske samarbejde mellem børn og voksne opstillede vi følgende model:

"I store projekter skaber de voksne rammerne, men børnene skal på banen med ideer og indflydelse. Det er vigtigt at tage udgangspunkt i børnenes kulturelle udtryk og deres fantasi."

Det indgik også som en forudsætning, at alle voksne skulle deltage i et forprojekt med de kunstneriske projektledere. Når 700 børn og 200 voksne skal arbejde sammen, skal der opbygges en fælles bevidsthed og nogle fælles referencer. En kultur, som vi kan referere til, når projektet bygges op og ruller af stabelen.

Den overordnede tidsplan blev fastlagt. Det blev ugerne 12-15 i marts og april 2000, med fuld koncentration om projektet i de to sidste uger. Det skulle koordineres med lærerstuderende, som var i liniepraktik på skolen og med en gruppe pædagogstuderende, der på dette tidspunkt havde mulighed for at deltage i projektet.

Gæstekunstnerne kommer med

Der blev entreret med drama- og teaterinstruktør Gunhild Brethvad og musiker og multikunstner Michael Madsen. De to har arbejdet sammen i adskillige år omkring store børnekulturprojekter, og de vil ved siden af de ressourcer, som Stifinderpartnerne kan lægge i projektet, give det et professionelt løft. Koordinatorer og arbejdsgruppe påtog sig den praktiske organisering.

Gæstekunsterne udarbejdede en foreløbig skitse til en handlingsplan.

Der blev udarbejdet en tidsplanen, som bl.a. indeholdt en serie produktionsmøder og en fælles inspirationsdag for alle voksne den 21. februar 2000.

Hvor kan man lave en forestilling med ca. 900 på scenen og plads til op imod 2500 tilskuere?

Vi havde flere muligheder i spil, men endte med at vælge Ridecentret Vilhelmsborg, som ligger mellem Århus og Beder. Det er en selvejende institution, men med kraftig kommunal støtte. Kunne de huse os? Kunne stedet bruges til teater? Kunne vi få børn og voksne til at køre ti kilometer ud af byen til prøvearbejde og til teater- og fest? Kunne vi betale huslejen?

Stedet består af et gammelt gods med fine hovedbygninger og gamle avlsbygninger; desuden en serie stande og lokaliteter for ridefolket, og en meget stor opvisningshal med 2500 publikumspladser.

I midten er ridebanen på 28x70 m, savsmuldsbelagt og omkranset af en barriere med plads til trapper. Desuden et cafeteria og en dommerloge, ovenlys i et kæmpestort tag, og masser af udenomsplads med parkering mv. I spærene er der et hejseværk og plads til at "flyve" alskens teaterteknik.

Samtidig havde vi entreret med Frederikshavns tekniske skoles lyd- og lydafdeling om, at deres elever skulle stå for lys og lyd.

Fra plan til virkelighed

Mandag den 21. februar mødtes alle voksne til en inspirationsdag om det vi nu kaldte musical-projektet. Selv om der var givet de første informationer til børnene, var ingen konkret gået i gang endnu.

Det var nu det fælles startskud skulle fyres af. Gammelgaardsskolens aula var tæt besat: alle lærere, SFO-pædagoger, hele personalegruppen fra Silkeborgvej 342, seminarielærere fra ÅDAS og PSS samt 25 lærerstuderende og 58 helt "grønne" pædagogstuderende, som forinden på skrift og i et oplæg havde fået ridset rammerne op for deres deltagelse. De studerende kom ind i projektet på forskellig måde og med forskellige forudsætninger.

De lærerstuderende var i deres første liniefagspraktik, som strakte sig over 4 uger, hvoraf de to var afsat til afslutningsprojektet. Mange af de lærerstuderende havde været med til mange andre projekter i Stifindersammenhæng. Andre var kommet med, fordi de havde vist interesse for de muligheder, der lå i projektet.

De pædagogstuderende var lige startet på seminariet, og som et af deres første projekter blev de kastet på hovedet ud i dette store projekt. De havde således ikke på samme måde som de lærerstuderende et kendskab til Stifinderprojektet og de deltagende institutioner.

Folk var glade og trætte og havde - forhåbentlig - fået nye, eller fået genopfrisket nogle redskaber til ideudviklingen med børnene. Samtidig havde det jo fungeret som et hyggeligt første møde mellem de voksne. Der var meget at bygge videre på.

For os som projektledere fungerede denne inspirationsaften som en stor lynafleder. Nu var vi helt fysisk gået fra planer, problemer og bekymringer til konkret handling.

Med baggrund i den skitse til scenegang, som Gunhild og Michael tidligere have udarbejdet, skulle lærere og pædagoger gå i dialog med børnene og sammen prøve at komme med ideer til indholdet. Dette arbejde endte med at en fjerde klasse sammen med deres klasselærer/musiklærer udarbejdede det plot og den handling, som vi valgte med at arbejde udfra.

Arbejdsform og handling var, at børnene skulle arbejde sammen klassevis. Hver klassetrin fik en farve, og ideen i stykket, var at alle skulle med til den store Regnbuefest. De sorte (8. klasse) og de grå (7. klasse) måtte dog ikke komme med. Efter forskellige forviklinger, ender det med, at alle forenes i en stor farvefest. Studerende, lærere og pædagoger blev tilknyttet et klassetrin, og sammen forberedte de deres indslag til stykket. – Efter Rod i Regnbuelandet fik klassetrinene navn efter farverne, f.eks. hed 1. klasse de lilla og 4. klasse de gule.

De grønne

Forældrene inddrages

Den 24. februar blev klasseforældrerådene på skolen informeret om forårsprojektet, og samtidig inviteret til at indgå med forskellige arbejdsopgaver, fra kørsel af eleverne til salg i boderne til festen, sponsering, PR mv. Der var bred tilslutning til projektet, og erklæret vilje til at gå ind.

Det viste sig på et senere møde umuligt at løse transportopgaven med forældrehjælp, og skolen påtog sig derefter at entrere med et lokalt busselskab, der dagligt kunne transportere 900 voksne og børn til og fra Vilhelmsborg. Dette skete i 12 store busser.

Forældrene i bestyrelsen påtog sig at organisere salget under festen og oprydningen bagefter samt at hjælpe med opstilling og nedtagning af scener og kulisser.

Fra februar er der regelmæssigt produktionsmøder, ca. hver 14. dag, indtil april, hvor projektet starter, og hvor der holdes møde hver dag efter arbejdet med børnene.

Arbejdsopgaverne var mangfoldige, og lige så hurtigt opgaverne løstes, dukkede nye op:

pressearbejde, trykning og udsendelse af invitationer, fastlæggelse af titel på musicalen, kontrakter med eksterne deltagere og leverandører, organisering af billetsalg, konkurrence om plakatmotiv og økonomi og økonomi og økonomi.

Skolen summer af musik og sang

Pædagoger, lærere og studerende havde fordelt sig på alle grupper, og arbejdede dagligt sammen på tværs af fagskel. Dette var en forskel i forhold til tidligere store Stifinderprojekter, hvor vi også havde samarbejdet, men hvor det havde været mere parallelle forløb.

I de to uger projektet kørte for alvor, var vi den ene uge på skolen og den næste uge på Vilhelmsborg.

Gunhild Brethvad og Michael Madsen havde en meget stram arbejdsplan, hvor de ca. hvert 20. minut gik fra gruppe til gruppe, så, hvad de havde arbejdet med, og gav dessiner og gode råd. Denne form for instruktion kunne bl.a. fungere, fordi samarbejdsrelationerne var i orden, og fordi der praktisk indholdsmæssigt var lagt fælles koordineringsmøder ind hver dag.

I øvrigt sluttede øvedagene med et fællesmøde med alle børn og voksne i aulaen på skolen, som her var fyldt til bristepunktet med mennesker: Omkring 1.000 børn og voksne var forsamlede, for hver dag at høre, se og lære nye sange og optrin.

Den første dag var kaotisk og med et skræmmende støjniveau. Temaet til velkomstsangen blev spillet og de første vers afprøvet. Duede det, kunne det holde? Ville andre årgange følge op og komme med deres bidrag?

Men allerede næste dags fællesmøde var mere struktureret, flere vers kom på, en årgang viste deres indslag. Opbakningen med klapsalver og tilråb var total. Alle var på vej ind i en fælleskultur, med tillid nok til at vise sig frem med nye sider, turde mere. Disse fællessamlinger, som Gunhild og Michael stod for igennem hele projektet, var en inspirationsmæssig rygrad igennem hele arbejdet.

Det var i ordets bogstaveligste forstand fra kaos til kunst.


Og anekdoten: To små piger går på gangen med sjove hop og klap. Hvad laver I? - Vi har lige været nede i musik og hente en rytme! og for at huske den repeterer de rytmen hele vejen fra musiklokalet gennem skolensgange til deres klasseværelse.

Søndag eftermiddag mødte forældre, lærere, ledere og ca. 15 pædagogstuderende op og stillede 300 m2 scene på plads. Det gik stærkt og var en dejlig måde at erobre den store hal på.

Nu var der klar til at modtage børnene mandag morgen.

Nedtælling på Vilhelmsborg

Ivans busser drejede ind på parkeringspladsen ved 9-tiden. Det tog en rum tid at komme indenfor, orientere sig i de uvante omgivelser og finde sin farve-/årgangsplads.

Det var altså her, vi skulle være. Stort, ukendt og også råkoldt den første dag.

Gunhild og Michael tog over og prøvearbejdet begyndte. Det blev en lang sej dag i de nye rammer. Der var både lange ventetider og koncentreret arbejde.

Det efterfølgende produktionsmøde foregik i øvelarm fra musikken. Hvordan var det gået i de forskellige?

"Resten er træning", sagde 1.-klasserne, og 7. klasse meldte om en god rolig øvedag. Der var en mængde praktiske forhold, som skulle ordnes når man flytter 700 børn og 200 voksne til andre rammer: Skolemælken skal med, de voksne har brug for et morgenmøde, så Michael og Gunhild påtager sig at øve fælles med alle børnene en halv time de næste dage. Ovenlysproblemet er ikke løst, bagscenetæppet er ikke oppe, sangteksterne skal afleveres med rettelser til trykning ...

Tirsdag og onsdag blev travle dage, men selv om der var ventetid mellem gruppernes øvninger, foretrak mange børn at blive i hallen og se de andres optrin. Stykket blev øvet i rækkefølge som manuskriptet, og der aftaltes med Århus Rideklub om at låne en sort og en hvid hest til en speciel entre.

Bagtæppet er kommet op, der arbejdes stadig på afdækning af ovenlyset og 60 kæmpepresenninger bestilles ekspres fra Kolding. En brandbil med Århus' længste stige vil forsøge at skærme af for lyset. Fyrværkeri må ikke bruges på området af hensyn til hestene, så backstagegruppen af studerende arbejder i stedet med et ildshow med ildfontæner med elektrisk tænding. Der aftaltes nogle store enkle scenografiske virkemidler med farvede inddækninger af podierne, lys til bagtæppet og opsætning af vores egen forestillingsplakat i en stribe rundt i hallen. Vi ville ikke forsøge at skjule, at vi var i en rå ridehal med de store reklameskilte, men spille med den, understrege den.

Der blev lavet aftaler med forældregrupper om opstilling af boder til festen efter forestillingen. Lys – og lydteknikerne arbejdede med hele deres elektroniske cirkus om natten, men skulle jo også hænge på til prøverne og justere deres lysplaner. Mikrofoninddækningen var et andet problem, og Finn fra SFO' påtog sig at sørge for de bærbare mikrofoner. Anne Marie, en lærer, påtog sig at lave planen for backstage med garderobestativer. Om onsdagen afholdtes et stop op-møde med de studerende, som jo både var totalt involveret i forestillingen og arbejdet med børnene, men samtidig skulle forholde sig til, at det var et undervisningsforløb i en uddannelse.

Pressen dukkede op, journalister fra aviserne og to tv-hold. Samtidig havde vi selv entreret med tv-BASIC, en videoteknikeruddannelse i Århus, om at dække hele forløbet og lave en sammenredigeret film over forestillingen. De ville installere en OB-vogn, hvor de simultant kunne redigere billeder fra 4 kamerahold.

Generalprøven blev overværet af skoleelever og lokale daginstitutionsbørn, som gav god respons.

Torsdag eftermiddag, premieredagen, opgives endeligt forsøgene på at dække ovenlyset af. Boderne stilles op, der skal trækkes ekstra strøm til pølsekogerne og fadølsanlægget. En stor flok voksne bliver på Vilhelmsborg og rydder op, pynter og lægger alt klar til premieren.

Forestillingen starter kl. 18.30, af hensyn til borgmesteren, som har lovet at byde velkommen. Hallen fyldes af verdens bedste publikum. Bag scenen står et tusind udklædte og tændte børn og voksne klar.

Spillet er i gang ...

En musiklærers drøm

Gennem de 14 dage vi har arbejdet, er der komponeret 15 nye sange, hvor børnene har været aktivt involveret i både kompositions- og tekstskrivningsprocessen. Samtlige 900 deltagere kan alle sangene – næsten – udenad, og når de bliver sunget sker det med en kraft, der sjældent opleves i musiklokalet. Sangene blev nemlig sunget mange gange hver dag, og taget var ved at løfte sig på skolen da de blev gentaget endnu engang inden påskeferien, hvor alle var samlet i skolens aula.

Undervejs i projektet havde 6 musiklærere arbejdet sammen hver dag. De havde stået for orkester og kor. Dette var sket i samarbejde med en gruppe studerende, som også fungerede som musiklærere og instruktører sammen med de forskellige klasser. Det var faktisk en lang musiktime på 14 dage.

"Først og fremmest har det været en luksusoplevelse, fordi vi har fået muligheden for, over forholdsvis lang tid, bare at arbejde med musik. Det var fedt. Det har været inspirerende i sig selv. Det var selvfølgelig hektisk undervejs, men det fungerede enormt godt, at vi havde studerende til hjælp. Vi havde ikke så mange børn, som vi plejer, og det er en del af den luksus, der var tid til at bakke dem op, og jeg fornemmer, at de også havde et kanon forløb, hvor de fik chancen for at udvikle sig musikalsk. Det tror jeg, de alle sammen gjorde.

- I forhold til tiden, havde vi ikke kun mere tid til det enkelte barn, vi havde også længere tid til processerne. I forhold til vores hverdag, med to gange 45 minutter i løbet af en uge. Der er så en fridag, så går der en hel uge, inden man spiller igen, og halvdelen af ungerne kan ikke huske noget af det, vi har lavet. Det problem løb vi slet ikke ind i her, for vi kunne jo blive ved med at spille det sammen nummer i tre timer, hvis det var nødvendigt." siger musiklærerne i et efterfølgende interview – de siger videre:

Langsom læring

Hvad betyder det, at man har tid til at spille det samme nummer i tre timer?

- Det er, at det bliver til musik!

- Ja, det kommer til at swinge.

- Til daglig kan vi godt rent teknisk få det til at fungere, men når vi så skal til at gå i gang med den sidste afpudsning, så ringer klokken. Det var vi ud over her, det nåede at komme det trin videre, at det ikke bare var noget teknisk, de skulle præstere, men at det også for dem blev musik, det var den store forskel.

- Det gælder også for børn, at de skal varmes op, når de skal spille. Jeg har lige haft en 4. klasse i dag. Hvor de egentlig godt kan den sang, vi skal spille, men de når ikke at komme ind til det overskud, det kræver at høre hinanden på de 35 minutter, vi har effektivt, så det kommer ikke til at swinge ordentligt.

Hvad har den kreative proces været mellem børnene, der har været med, og de unge mennesker, og så jer som voksne. Hvad har den proces betydet, også for jer som musiklærere?

- Det var lidt luksus, utroligt problemfrit. Der var ingen sure miner, og der var gejst på hele tiden. Man kunne være træt og synes, vi skulle nå meget, men det var positivt. Jeg synes, vi nåede dertil, at vi syntes, vi var et orkester bestående af børn og voksne, og at man her havde noget at bidrage med.

En del af det kreative for os bestod i at få tingene arrangeret med de musikere, vi havde, så det lød så godt og så spændende, som det overhovedet kunne lade sig gøre. Det var der, vi selv skulle ind og måske se nogle muligheder. Hvis det havde været et lærerband, der havde skullet spille, så havde vi gjort noget andet, så havde vi bare grebet instrumenterne.

Det at have tiden for sig, er ikke nogen man er vant til i den hektiske skole hverdag. Som de siger i ovenstående interview, så når man ikke ret meget, hvis man kun har en lektion på 45 minutter. I processen omkring Rod i Regnbuelandet er en af de ting som musiklærerne fokuserer på, det at de har haft tid til at fordybe sig i stoffet.

Et så stort projekt er ikke uden problemer, og blandt lærerne var der en stor skepsis over hvordan de store elever ville indgå i projektet. De to første dage gik det ikke så godt, men efterhånden blev elevernes egne ideer inddraget mere og mere, og i takt med dette voksede deres engagement. De første dage på Vilhelmsborg var vist lidt af en nedtur for dem, men gennem alle prøverne og udviklingen af stykket, blev de igen tændte på projektet, og leverede en stor indsats. De kunne se at deres anstrengelser havde været det hele værd.

Blandt pædagoger og lærere var der også undervejs en del skepsis, for vi blev jo alle kastet ud i nogle processer vi aldrig havde prøvet før.

Leo Kjeldsen skriver i et efterfølgende indlæg i skolebladet:

"Da Stifinderprojektet blev foreslået/ udmeldt var jeg ikke begejstret, for hvordan motiverer man 8. klasse? . Der skulle i stykket ikke være direkte replikker kun lys, lyd, farver, rytmer osv. Hvordan skulle jeg dog finde ud af dette, jeg en matematiklærer.

De 2 første dage på Vilhelmsborg var meget frustrerende, vi når det aldrig, det hænger ikke sammen, dragter gik i stykker, megen ventetid osv. Der var heldigvis gode muligheder for at lave noget med børnene i ventetiden – skoven, søen, vandfaldet.

Så kom den store dag med generalprøve og premiere. Det siges, at forestillingen var meget flot, men som deltager i opførelsen har jeg ingen fornemmelse af helheden, kun at den del, jeg var med i, fungerede flot, børnene var meget dygtige og alt klappede.

Den skepsis, jeg havde fra start, blev gjort til skamme, det har været en meget stor oplevelse at være med til

at lave ROD I REGNBUELANDET.

Får skolen en lignende mulighed senere, er jeg bestemt med på ideen. En gang imellem må man vove sig ud, hvor man ikke ved, om man kan bunde."

Det at turde tage en chance og turde køre et projekt til ende og turde give det den tid det tager kan være med til at gøre, at man til sidst føler sig tryg i projektet og giver los. Så står man efterfølgende med en stor fællesoplevelse man kan bygge videre på i den daglige undervisning.

Det er også en erfaring vi som projektledere har gjort gennem alle de store og små musiske projekter, vi har været med i gennem årene. Man skal se tiden som en ven, og ved at tænke i tid – og derigennem den langsomme læring – bundfældes læringen i kroppen, og huskes på en helt anden måde end den overfladiske læreproces – hvor der skøjtes hen over et stof.

Elevernes oplevelser

Efterfølgende evaluerede samtlige børn og voksne projektet. Mange skrev og mange tegnede.

Her er et lille udpluk af nogle af udsagnene:

Michael var sej - han kunne råbe rigtig højt. Det var sjovt at rappe foran alle de mennesker. Det var kedeligt at vente på at øve, men vi kunne jo ikke optræde alle sammen på en gang (4. klasse).

Jeg synes, det var sjovt. Først syntes jeg, det var åndssvagt, og det tror jeg, de fleste synes. Men alt i alt var det sjovt. Hestene var meget flotte, især den sorte (5. klasse).

Det var godt at være sammen med de andre klasser, og at være med til at få ideer. Og Per var en god praktikant (dreng, 5. klasse)

Det har været godt at arbejde sammen med hele skolen, det giver et godt sammenhold. Jeg synes, jeg har fundet på de fleste trin og øvelser, sammen med 2-3 andre (pige, 5. klasse).

Jeg har prøvet at være så positiv som muligt hele tiden, og så har jeg ladet være med at fjolle, når vi øvede, sådan at vi ikke skulle starte forfra hele tiden (dreng, 5. klasse).

Vi har stort set ikke skændtes og slåsset i de to uger (6. klasse).

Det var fedt, at vi turde smide maskerne, glemme at se perfekte ud og sige det rigtige, og bare spillede teater. At noget så kaotiske kunne blive så flot.

Det var helt vildt sjovt at arbejde sammen med de andre 6. klasser. Og Gunhild og Michael var helt vildt seje og sjove, og de var vildt tålmodige.

Det var rigtig godt, at man kunne få så mange mennesker til at arbejde sammen. Og det var vildt at stå og spille for så mange folk (6. klasse).

Festen var sjov, selv om musikken var barnlig; vi dansede også med de små (6. klasse).

Det var godt, at vi var sammen på årgangen, men også at hele skolen var med (7. klasse).

Det har stor indflydelse på projektet, om du er positiv eller negativ. Det kan ikke fungere, hvis du er negativ, men hvis du er positiv, kører det hele (7. klasse).

Det er for ringe, at der bliver brugt så mange penge på rustne busser, når vi ikke engang kan få nye gardiner. Og skift så lige de vinduer, man kan jo ikke se ud af dem. Helt seriøst, synes I så ikke, skolen er faldefærdig? Og der er ikke noget godt at sige om skolens indeklima! (dreng, 7. klasse).

Jeg har lyttet efter, hvad de andre siger, og prøvet at være glad det meste af tiden. Hvis jeg var sur, prøvede jeg på ikke at lade det gå ud over de andre (pige 7. klasse).

Det sociale

Der er det jo en kæmpestor fælles oplevelse, ikke kun for musik, men som generelt styrker det sociale liv på skolen. Som nogle af børnene også har sagt undervejs, så var det fedeste ved det her jo, at de store godt gad lege, og at der ikke var nogen, der drillede. Det er jo næsten umåleligt at vurdere! Men rent musikalsk har det også været en stor fælles oplevelse. Alle Gammelgaardsskolens børn. De har nu en musikalsk bagage, som de alle sammen er fælles om. I den ene af mine musiktimer i dag faldt jeg lige over den der heste-sang, som vi spillede, og så spiller jeg den på klaver uden at sige noget - og med det samme er der nogen af ungerne, der sidder og hopper på stolene.

Så var der et par stykker bagefter, der spurgte, om det ikke var der, hestene kom ind.

Det var egentlig ikke en sang, som de havde lært, det var kun os voksne, der var involveret i den, men alligevel har den bare siddet på rygraden. Der kan musik virkelig noget med at tale til nogle dybere, ubevidste ...siger musiklærerne på Gammelgaardsskolen

Gennem processen har vi oplevet venskaber på tværs af klasserne. Mange af børnene fremhæver i deres evaluering, at det bedste ved at have været med i dette projekt, er at de er kommet til at kende mange andre børn på skolen, og mange af de små elever fremhæver også at de er blevet gode venner med dem fra de store klasser, og at de nu gider lege med dem. Den første dag på skolen efter forestillingen faldt de små fra børnehaveklassen og de store fra 8. klasse hinanden om halsen (de hører til på samme gang), og en anden dag kom en stor gruppe fra 7. klasse meget senere hjem, fordi de lige havde været nede og hjælpe dem i 3. klasse.

Når man har lavet et stort projekt i fællesskab, styrkes også venskabet og forståelsen for hinanden.

Det musiske og det æstetiske – hvordan kommer vi videre?

Børn og voksne havde i 14 dage arbejdet koncentreret på at lave denne store forestilling, og hvad betyder det så at have været i en sådan proces? Hvad var der sket undervejs?

For det meste var alle meget koncentrerede i processerne. Børn der aldrig havde syet før, syede på livet løs, og der gik ikke lang tid før en dreng fra 3. klasse havde omdannet symaskinen til en fuldt funktionsdygtig F-16 jager, hvorefter han syede kostymer til mange af klassekammeraterne.

Vi kunne se hvorledes børnene lærte at navigere i kaos – hvordan de magtede de store fællessamlinger der var undervejs i projektet. Skoleinspektøren udtalte efter afslutningen at noget af det bedste var at ingen elever rendte på gangene i denne periode og at der var en koncentration, der sjældent var set på skolen.

Vi kunne se at sangen og musikken bredte sig. Vi hørte sangfragmenter alle steder, også når man mødte børnene i den lokale brugs.

Der er mange oplevelser, som vi kunne fæstne os ved – men pladsen er for kort her.

Noget af det man altid bliver mødt med, når man arbejder med de musisk-æstetiske læreprocesser – er udsagnet: hvad nytte er det til? Når børnenes øjne tindrer af glæde og stolthed over det de har præsteret, så har det virket, men vi kunne godt som en overbygning på hele Stifinderprojektet tænke os, at der blev satset meget mere på en forskning, der kan belyse sådanne projekters og den musisk-æstetiske læreforms betydning og værdi i arbejdet med børn.

 

Thomas Kruse er billedkunstner, har lavet udsmykningsprojekter med børn og voksne. Seminarielærer på Peter Sabroe Seminariet.

Erik Lyhne er musiker, og har lavet store og små musik- og kulturprojekter med børn i alle aldre. Seminarielærer på Århus Dag- og Aftenseminarium

Sammen er de projektledere på Stifinderprojektet.

Vil du vide mere om Stifinderprojektet, er der udgivet 3 rapporter og 3 videofilm fra projektet. Der er også lavet en video fra "Rod i Regnbuelandet". Kan købes via Århus Dag- og Aftenseminarium – 86 16 02 00.

Kig også billeder fra forestillingen mv. på hjemmesiden www.gammelgaardsskolen.dk