Printervenlig version

Skraldejam - fyldt med livsglæde

En energifyldt kursusdag med Annelise Fuglsbjerg og Anders Bo Pedersen.

af Birgit Nielsen og Erik Lyhne

December 2015

 

En dejlig solfuld lørdag sidst i oktober måned fyldte Annelise Fuglsbjerg (AF) og Anders Bo Pedersen (ABP) VIAUC Læreruddannelsen i Aarhus med sang, dans, rytmer og legende liv. De var inviteret til workshop omkring deres bog Skraldejam 2 (udkommet 2015) og Skraldejam (udkommet i 2004). Bøger som gennem årene flittigt er blevet brugt på skoler og institutioner.
Bogen Skraldejam 2 - udgivet på forlaget Dansk Sang - er målrettet til arbejdet i børnehaver og indskoling - dog således at mange af sangene og legene sagtens kan anvendes i mange andre sammenhænge.  Forfatterne skriver i forordet: ”Bogen rammer ned i en tid med en ny skolereform og en ny pædagoguddannelse, hvor der stilles store udfordringer til nytænkning og nyskabelse af lege- og læringsformer samt til musik- og bevægelsesundervisningen. ”
Formålet med bogen er således at inspirere og hjælpe lærere og pædagoger i arbejdet med krop, rytme, bevægelse, leg, fantasi og kommunikation.

Hvorfor er det vigtigt, at arbejdet med børn tager udgangspunkt i alle disse områder?

AF og ABP: Fordi musik altid skal være sjovt og nærværende. Punktum - længere er den ikke. Musik er musik og ikke matematik. Musik skal ikke bruges som begrundelse for, at børnene bliver bedre til andre fag. I musik og bevægelse er der rammer og retninger - ikke facit.

Hvorfor en bog specielt til børnehave og indskoling?

AF og ABP: Det handler om at få musikken ind med modermælken, og derfor har vi også taget institutionsområdet med i den nye bog. Mange af sangene er rammesange, hvor der som sagt ikke er noget facit, men hvor både børnene og de voksne kan være medmusikanter og finde på nye ideer til sangene. Børnene har i denne dejlige legende periode af deres liv dels brug for rammer, så de ved, hvad legen går ud på, og dels for at blive lyttet til, prøve af, finde på og dermed udvikle sig. De får på denne måde også ejerskab over de musikalske udfoldelser.

Hvorfor er det vigtigt at arbejde med musisk kreative aktiviteter?

AF og ABP: Børnene vokser i det musikalske samvær. De vokser, når de får ros, så start med at følge det, de er gode til, og giv dem udfordringer hen ad vejen.

En af kursusdeltagerne Charlotte Amrani, der er lærer på Mårslet skole og har arbejdet meget med Skraldejam på mellemtrinnet, siger:

Vi har arbejdet meget med Skraldejam, og det er rigtig godt, fordi der tages udgangspunkt i, at man er skabt med musik i kroppen - derfor ligger det at bevæge sig og lave musik på den måde lige til i arbejdet med børn. Processen fra gulv til instrument er rigtig god, og det er helt fundamentalt, at man skal arbejde med rytmer og den rytmiske forståelse, før man kaster sig ud i sammenspil på instrumenterne. Børnene får mange færdighedsmæssige ting ud af at beskæftige sige med musikken på denne måde. De får derudover mulighed for at se sig selv som hele mennesker, når de spiller og bevæger sig.

Kurset var arrangeret af Aarhus Musiklærerforening, Forlaget Dansk Sang samt musiklærerne på VIAUC, Læreruddannelsen i Aarhus og foregik i læreruddannelsens helt nye musiklokaler på Campus Aarhus C.
Stemningen var høj, og musikken piblede ud gennem vinduer og døre. Vi kunne skrive meget mere, men vælger at lade billederne tale for sig selv.

skraldejam.blogspot.dk
www.facebook.dk/skraldejam
www.andersbopedersen.dk