Printervenlig version

Øjeblikke med evighed

Interview med Lars Lilholt

af Erik Lyhne

December 2015

CV
f. 1953 i København, student 1972 Aalborghus statsgymnasium, læreruddannet fra Silkeborg semninarium 1977. Turnerende musiker siden 1973.
Skrev den første sang i 1969 og medvirker på den første LP i 1975 med Himmerlands- Spillemændene.
Senere i 70’erne 3 LP’er med Kræn Bysteds
Sidenhen mange udgivelser i eget navn og sammen med Lars Lilholt Band og Dalton. Senest Manifest 2013 (opsamling fra hele karrieren) og Amulet 2015
Selvbiografi Drømme og Dæmoner (2010)
Samtale bog ” prøv og hør”  med Henrik Marstal og Komponisten Karl Aage Rasmussen (2014)
www.larslilholtband.dk

 

Hvilken slags musik har du med hjemmefra?
Jeg kommer fra et hjem med klaver og har fået musikken ind fra jeg var helt lille. Min far er musiker og har blandt andet spillet i Aalborg Byorkester. Min mor spillede ikke musik men fortalte og læste mange historier for os. Jeg husker, at min far hver onsdag spillede Mozart kvartetter. Min mor bagte boller, som vi spiste mens vi lyttede til musikken. Hvis jeg får spegepølse den dag i dag, kan jeg stadig høre Mozart i hovedet. Fra jeg var fire år, gik jeg selv gik til blokfløjte og senere til klaver. Men det brød jeg mig ikke om, så jeg stak af. Til min 11-års fødselsdag fik jeg en spansk guitar, som jeg havde ønsket mig. Jeg lærte akkorder og sange og blev grebet af det.


Hvordan udviklede musikken sig for dig, efter du fik din guitar?
Jeg var med til at danne et orkester i boligforeningen. Det hed ”The Sea Lions”, fordi vi boede tæt på zoologisk have i Ålborg. I bandet var blandt andre Ole Frimer, som i dag er bluesmusiker. Vi spillede mest i og for boligforeningen, og repertoiret var datidens moderne musik.


Hvordan prægede musikken i folkeskolen dig?
Jeg har en karakterbog fra 2. real, hvor jeg fik 03 i sang og musik. Skolens musikundervisning husker jeg ikke meget fra, men jeg husker mange af de sange og salmer, vi sang i de andre timer. Vi sang hver eneste dag. Både salmer, højskolesange og ”De Små Synger”. Mange af de sange, jeg lærte den gang ligger til grund for det, jeg har lavet sidenhen. Jeg mener, at Carl Nielsen og Jeppe Aakjær er de første danske John Lennon og Paul McCartney. Kim Larsen, Anne Linnet og jeg selv har selvfølgelig vores Bob Dylan, The Rolling Stones og The Beatles samtidig med, at vi allesammen også har ”De Små Synger”, Nielsen og Aakjær.


Du begyndte på læreruddannelsen i ’73 i Silkeborg. Hvad var dit forhold til musikundervisningen der?
Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke havde temperamentet til at være lærer. Men jeg var så glad for musikundervisningen på seminariet, at jeg gennemførte uddannelsen. Jeg fik meget kvalificeret undervisning i blandt andet violin. Jeg blev hurtig ret god og blev anbefalet at skifte til musikkonservatoriet. Men min drøm var at blive Bob Dylan, så jeg valgte at blive på læreruddannelsen. Musikundervisningen på seminariet gav mig teori og struktur, og jeg lærte blandt andet noder, partiturlæsning og orkestrering. Redskaber som jeg stadig bruger i min musik i dag. Efter seminariet underviste jeg på Gjern Musikskole i guitar, mandolin, elbas, violin og samspil. Det tiltalte mig mere end at være folkeskolelærer, fordi eleverne var mere dedikerede og selv havde valgt at være der.


Flere af dine tekster handler om historiske begivenheder. Hvilken kobling ser du mellem musik og historie?
For mig er den kobling kommet naturligt, fordi det er to ting jeg interesserer mig for. Jeg har altid interesseret mig meget for historie og det afspejles i mine sange. Et eksempel på dette er ”Hvidsten Kro” (fra albummet Kong Pukkelrygs Land, 1994). I forbindelse med den sang lavede jeg en masse journalistisk og historisk research, og da sangen var færdig, opsøgte jeg Hvidsten Kro. Her mødte jeg barnebarnet til Gudrun Fiil (gift med Hvidstensgruppens leder, Marius Fiil). Senere traf jeg Gerda Fiil (datter af Marius og Gudrun), og hun hjalp med at rette de faktuelle fejl i sangen. Sangen er historisk korrekt og er blevet brugt en del som undervisningsmateriale i folkeskolerne. Da Nationalmuseet fyldte 200 år i 2007, blev jeg spurgt, om jeg ville spille ”Hvidsten Kro”. Deres begrundelse var, at sangen var skrevet i samarbejde med Gerda Fiil og derfor var en primærkilde til Danmarkshistorien. Sangen blev senere brugt i forbindelse med filmatisering af Hvidstensgruppen.


Har ”Hvidsten Kro” inspireret dig til at lave andre historiske sange?
Jeg har arbejdet en del med historiske sange. Blandt andet har jeg skrevet ”Jul i Ingenmandsland”, som handler om julefreden under første verdenskrig mellem tyskere, englændere og franskmænd. Jeg skrev sangen ud fra engelske kilder, da der på dette tidspunkt ikke fandtes danske kilder om emnet. Desuden har jeg lavet en sang om Tycho Brahe. Disse sange bliver jævnligt brugt i historieundervisning i folkeskolen og på den måde kan musikken bruges tværfagligt.


Er du mere inspireret af gamle melodier end moderne musik?
Jeg er mest inspireret af gammel musik, både fra Danmark og andre lande. En sang som ”Kald det Kærlighed” er parafraser over gammel renæssancemusik, som jeg holder meget af. Jeg er stor tilhænger af de enkle, mere metriske melodier man ofte finder i ældre musik. I min optik bliver mange moderne popsange ofte for komplicerede. De enkle melodier er lettere at synge sammen i et fællesskab, og det er et element jeg sætter pris på i mine egne sange.


Hvordan tror du det påvirker folk at synge sammen?
Jeg bruger fællessangen meget i mine koncerter. Når man synger sammen, glemmer man sig selv, og når man glemmer sig selv, nedbrydes skellet mellem scene og publikum. Der skabes en enhed, og den følelse af fællesskab vil jeg gerne være katalysator for. I musikkens verden bliver vi alle lige, og et parameter som alder har ingen betydning. Jeg tror og håber, at børn i skolen kan opleve denne følelse af fællesskab og ægthed i musikken, men jeg tror også, at det kræver en dygtig lærer.


Hvorfor spiller du musik?
For mig er musik og sang lidt som at trække vejret. Musikken har altid været en del af mit liv, men min musik har aldrig haft et direkte pædagogisk eller belærende formål. Jeg begyndte at synge og spille for at slippe for at blive voksen og for at blive fri for at arbejde. For mig er musik en leg. Det gamle danske ord for at spille musik er at lege; ligesom det på engelsk hedder to play. Som barn sang jeg meget når jeg legede; nu leger jeg meget, når jeg spiller og synger.


Tror du at programmer som Voice Junior og X Factor kan udkonkurrere andre former for musik i børns verden?
Jeg mener ikke, at programmer som X Factor handler om musik. Programmet er en konkurrence og burde høre til under sportsafdelingen. Jeg bryder mig ikke om sådanne programmer og ser dem aldrig. Jeg får lidt ondt af vinderne, fordi de kommer til kort i virkeligheden. De bliver båret frem og spiller på store spillesteder og oplever stor succes på kort tid. Oplevelser som vi andre først får efter 30 år som musikere. Jeg mener ikke, at det gør noget godt for musikken, og jeg synes ikke at programmerne signalerer nogen form for fællesskab. Tværtimod symboliserer de individualitet og kendthed, hvilket i min optik er fællesskabsødelæggende. Jeg har selv været med i ét program – nemlig ”Toppen af Poppen” i 2015. Jeg sagde ja, fordi programmet ikke bygger på konkurrence men på at mødes i et fællesskab på musikkens præmisser.


Hvad mener du musikken betyder for mennesket og samfundet?
Jeg ville nødig leve i en verden, hvor musik ikke eksisterede. Forestil dig hverdag uden musik. For mig er det umuligt. Musik er med til at kæde samfundet sammen og har en stor symbolsk værdi. Musikken er et præcist sprog, som kan ramme det sted, der får hjertet til at slå og tårerne til at falde. Det kan være mere præcist end det talte ord.


Hvad er din drivkraft for at fortsætte med at spille musik?
For det første er det jo det jeg gør. For det andet ved jeg ikke, hvad jeg ellers skulle lave. Jeg har det godt, når jeg spiller og synger, og jeg kan godt lide at være sammen med andre omkring musikken. Jeg synes, det er sjovt at optræde og føre mig frem. Men kan lige så godt lide at trække mig tilbage og bare være en del af en gruppe. Hvis musikken skal fungere, skal man være sig sin egen skrøbelighed bekendt. Men når det så kører, giver det styrke og selvtillid, og man kan få følelsen af at det hele flyver. Det er en af belønningerne: at opleve øjeblikke med evighed.