Printervenlig version

Alle har et musikalsk potentiale

Interview med Niels Chr. Hansen

af Erik Lyhne

September 2016

CV:
F. 1984
Musiker og hjerneforsker.  Bachelor i klassisk klaver ved Det Jyske Musikkonservatorium. Kandidatgrader i hhv. musikteori og musikkens kognitive neurovidenskab. Postdoc ved Center for Music in the Brain ved Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium. Forsvarede i 2016 sin ph.d.-afhandling om “Predictive coding of musical expertise”.
Modtog i 2014 et EliteForsk-rejselegat.  Har været fast organist ved Den Danske Kirke i London. Var i 2006-08 formand for De Konservatoriestuderendes Landsråd.
Blev under studier i Amsterdam og London interesseret i central-javansk gamelanmusik.
Links: Om Niels Chr. Hansen - Ph.d. afhandlingen Predictive coding of musical expertise

 

Kan du i korte træk fortælle om din ph.d.?

Overordnet set har jeg beskæftiget mig med, hvordan man lytter anderledes til musik, når man bliver ekspert – det kan være musikalsk ekspert i det hele taget, ekspert i et bestemt instrument eller ekspert inden for en bestemt genre. Musik kan sammenlignes med sprog. Der er nogle bestemte regler for, hvilke toner og akkorder der typisk følger efter hinanden i musik. Når man lytter til musik, er man konstant i gang med at forudsige, hvad det næste i musikken bliver. Mine studier har vist, at er man ekspert, så har man typisk mere sikre forudsigelser i forhold til, hvad der sker i musikken. Derudover har vi fundet, at det selv at have spillet musik som udøvende musiker giver en evne til at eksplicitere sin forståelse af musikken – en evne man ikke har i samme grad, hvis man kun har lyttet til musik.

Det er min erfaring, at inden for nogle genrer giver musikken næsten sig selv. Er evnerne afhængige af genre?

Når du siger, at musikken giver sig selv inden for nogle genrer, så skyldes det nok din egen musikalske baggrund. Nogle genrer vil selvfølgelig være længere væk fra det, man er vokset op med, mens andre vil være tættere på. Og der er også nogle, hvor komponisten måske har haft en æstetisk intention om at gøre det svært at lytte til. Hvis man tænker på surrealisme eller tolvtonemusik, så er det en pointe i sig selv, at det skal være i opposition til realistisk figurativ kunst eller mere traditionel tonal musik. At komponisten gør det svært at lytte til, kan gøre, at man måske ikke nyder det så meget, fordi man har usikre forventninger om, hvad der kommer til at ske i musikken.

Hvordan definerer du musikalsk ekspertise?

En af pointerne i min afhandling er, at ekspertise har mange facetter. Vi ser typisk en ekspert som en, der er god til at spille musik. Men man kan også være ekspert i at lytte og dermed til at forudsige, hvad der sker i musikken. Derudover kan der også være emotionel ekspertise – at man er i stand til at afkode de følelser, der er i musikken. Men selv ikke-musikere har en meget sofistikeret viden om, hvad der sker i musikken. En grundlæggende forskel er dog, hvor god man er til at italesætte, hvad der sker i musikken. Det er selvfølgelig til dels, fordi man som musiker typisk har et sprog, blandt andet med musikalske begreber, men det er også dels, fordi man selv har spillet musik. Ved at spille har man motorisk udøvet musikkens sprog, og det gør én bedre til at afkode det, når man lytter til det.

Er træning med til at definere vores forventninger til musikken?

Vores hjerne er en slags forventningsmaskine, som hele tiden prøver at forudsige, hvad der sker, fordi der er evolutionsbiologiske fordele i at være god til at lave rigtige forudsigelser. Dette kommer også til udtryk inden for musik. Folk, som ikke er eksperter, ved typisk mere om musik, end de tror, fordi de har lyttet til den, og deres hjerner derigennem har tilegnet sig viden om den.

Nogle taler om, at musikken bliver iboende, når man eksponeres for den som barn. Har du arbejdet med dette også?

Hvis man som barn har haft nogle stærke emotionelle oplevelser med musikken, så er netop den musik typisk ekstra effektiv til at genkalde konkrete erindringer. Hvis ens mor eksempelvis har spillet klaver, har hun sikkert oftest gjort det, når der var en god stemning i huset, og man har følt sig tryg. På den måde bliver der knyttet positive følelser til musikken.
Musik er en af de ting, der er allerbedst til at kalde minder frem. Personer, som er meget demente og som til daglig måske har begrænset talesprog, kan live helt op, når de hører musik fra deres barndom og måske endda synge med. Så musik repræsenterer et meget stærkt hukommelsesværktøj.

Du beskriver kognitive brandvægge i forhold til forskellige stilarter. Kan du uddybe dette?

De kognitive brandvægge hænger sammen med den evolutionsbiologiske tendens til at lave forudsigelser, som jeg beskrev tidligere. Ligesom man bør reagere forskelligt på at se en tiger og en kat, så bør man også adskille de forventninger, der knyttes til forskellige musikalske stilarter. Hvis man for eksempel bruger sine jazz-forventninger til at lytte til Chopin, så vil forudsigelserne typisk være forkerte.
Sandsynligheder er meget genreafhængige. Inden for klassisk musik er det for eksempel ret sjældent, at der kommer en subdominant efter en dominant, mens det er en inkorporeret del af det almindelige bluesskema, at det er den rækkefølge, det kommer i. Hvis man lytter med det forkerte stilskema, bliver man snydt.
Forskningen viser, at folk har meget stærke kognitive brandvægge mellem de stilistiske forventninger. Det betyder, at man orienterer sig om, hvad reglerne er i den specifikke stilart og benytter sig af den forventningsmodel, der passer til dette.

Det vil sige, at man opretter en forventningsmodel, der svarer til hver stilart, man lytter til?

Ja, det vil være min hypotese. Det kunne være interessant at se på, om forventningerne til stilarterne kan mudres sammen, og hvor stærke brandvæggene er. Ud fra en evolutionsbiologisk forklaring giver det bedst mening, hvis de er meget stærke. I en multikulturel verden, hvor man konstant eksponeres for forskellige typer af musik, kunne det dog godt tænkes, at man kunne komme til at blande stilarterne sammen. For eksempel er der nok mange, der har en forestilling om, hvordan afrikansk musik lyder, men i virkeligheden findes der hundredevis af forskellige typer musik i Afrika. Her vil den specialiserede lytter have mange flere kognitive brandvægge end nybegynderen, som formentlig ville komme til at blande tingene sammen.

Du beskriver statistisk læring i din ph.d. Kan du uddybe det begreb?

Statistisk læring er en automatisk proces, hvor hjernen tilegner sig sandsynlighederne i det sensoriske input, den modtager. Når jeg hører en given akkord, vil min hjerne bruge denne viden til at beregne sandsynligheden for, hvilken akkord der kommer bagefter. Det er en proces, som foregår automatisk, og som hjælper med at forstå byggeklodserne i musikken. Samme proces ligger til grund for sprogindlæring. Et nyfødt barn udsættes nemlig for en kontinuerlig strøm af ord og står dermed over for udfordringen om at lære, hvor ordene stopper og starter. Dette gøres også ud fra sandsynligheder. Jeg arbejder lige nu med et studie, som ikke er en del af min ph.d. Det handler om, hvordan vi lærer, hvornår musikalske fraser begynder og holder op. Der bruger vi blandt andet nogle af de her teorier til at vise, at fraseafslutninger er forbundet med stor usikkerhed om, hvad den næste tone er.

Du beskriver, at musikalsk dygtighed ikke er en medfødt egenskab men et spørgsmål om træning og specialisering?

Ja, og det er der nok mange, der vil sige, at der ikke er så meget nyt i. Alligevel må jeg understrege, at ideen om musikalitet som medfødt præger vores samfund på mange planer. Et program som X-factor bygger fx på en grundlæggende antagelse om, at nogen har x-factor, mens andre ikke har. Og den x-factor er ikke nødvendigvis noget, de har øvet sig til, men er snarere blevet tildelt den enkelte person som noget unikt. Megen forskning viser nu, at det i virkeligheden mere er et spørgsmål om, hvor meget man har øvet sig, hvor tidligt man er gået i gang, og om man eksempelvis har haft forældre, der har spillet musik.

Men i bund og grund så er det, du siger med din ph.d., at det aldrig er for sent at blive musiker, hvis man blot øver sig?

Ja, det er den populære måde at sige det på. Selvfølgelig er der noget, ligesom der også er med sprog, som er nemmere at lære, når man er barn. Men at sige, at folk skal stoppe med at spille et instrument, fordi de ikke har talent og derfor ikke kan lære det – det er en fejlslutning i min verden. Manglende talent er ikke en valid begrundelse for at udelukke folk fra det musikalske fællesskab. Det ville være det samme som at sige til en elev, at han eller hun ikke skal komme til danskundervisning, fordi vedkommende har lidt svært ved at læse og skrive. Det ville man aldrig gøre. Der ville man i stedet give ekstraundervisning. Vi burde gøre det samme med musik og også invitere dem, der har svært ved det, med ind.

Hvad kan vi bruge den forståelse til i folkeskolen?

Helt konkret understreger den forståelse, at det er vigtigt at se et musikalsk potentiale i alle sine elever, fordi mennesket grundlæggende er et musikalsk væsen. Vi har spillet musik meget længe tilbage i historien, muligvis endda endnu længere end vi har haft det talte sprog. Derfor er det vigtigt, at man ikke kommer til at kategorisere folk som ”tonedøve” eller ”umusikalske”, og på den baggrund udelukker dem fra det musikalske fællesskab. Alle har et musikalsk potentiale, som folkeskolen bør være med til at dyrke.

Hvad tror du, at børn får ud af at beskæftige sig med musik?

Først og fremmest så er det allervigtigste udbytte musikoplevelsen i sig selv. Derudover kan der være andre sideeffekter, som på sigt kan hjælpe til eksempelvis samarbejdsevner eller en bedre sensibilitet i forhold til at høre sproglige forskelle, når et nyt sprog skal læres. Derudover kan musikken også styrke det sociale samvær. I et af vores studier undersøgte vi, hvordan personer, der fik neurohormonet oxytocin via næsespray, blev bedre til at synkronisere med hinanden, når de sad i hver deres rum og skulle følge den samme rytme. En teori kunne være, at oxytocin dannes naturligt, når man spiller og synger sammen. Når man synger sammen eller spiller sammen, opnår man en følelse af samhørighed. Det ser man, når EM-tilskuerne på stadion synger nationalsang, eller når menigheden i kirken synger til en begravelse – det giver alt sammen en stærk samhørighedsfølelse, der eksempelvis kan øge præstationsevnen eller være til trøst.

Hvad synes du om, at de æstetiske fag i den nye skolereform særligt tænkes som fag, der katalyserer læring i dansk og matematik?

Jeg synes, man skal passe på, at musikken ikke mister den værdi og betydning, som den har i sig selv. Hvis man kun arbejder med musik for at gavne folks sprogevner, så bliver det en sekundær ting – musikken skal også nogle gange være primær. Ellers taber vi eksempelvis vores rige og helt unikke sangskat på gulvet. Når det er sagt, synes jeg ikke, at der er noget som helst i vejen for, at musik spiller sammen med andre fag.
Et fælles element for de æstetiske fag er, at man kan udtrykke noget, som man ikke kan med det talte sprog. Det særlige ved musik er den stærke kobling mellem lyd og bevægelse. Og så det, at musik som oftest er noget, man spiller sammen. Der findes også kunstnerkollektiver, der laver kunst sammen, men det er nok mere undtagelsen end reglen, hvorimod størstedelen af musik i en eller anden grad bliver udøvet sammen.

Hvilken betydning tror du, at din ph.d. har for musikopdragelsen af børn?

Jeg ved ikke, hvor mange musikpædagoger der kommer til at læse lige netop mine forskningsresultater. Men jeg håber da, at vores forskningsfællesskab i det hele taget kan øge opmærksomheden på, at musik er en vigtig og central del af det at være menneske – og at vi også får skabt mere videnskabelig evidens for det, så musikken bliver prioriteret højere – for eksempel i folkeskolen.

Hvis du kigger på din egen musikalske opvækst, afspejler din ph.d. så det forløb?

Jeg ser min ph.d. som en naturlig forlængelse af det forløb, jeg har været igennem. Efter gymnasiet kom jeg ind på konservatoriet og studerede klassisk klaver – der arbejdede jeg meget med det udøvende og pædagogiske inden for musikken. Senere begyndte jeg at arbejde mere med musikteori og læste en kandidat inden for dette. Her var fokus ofte på komponistens perspektiv. Men jeg har det grundlæggende sådan, at musik først er musik i det øjeblik, der er nogen, der lytter til den. Derfor blev jeg interesseret i lytterens perspektiv. Og derfor bevægede jeg mig mere over i musikpsykologi, kognitiv musikteori og musikkens neurovidenskab, som er det, jeg nu primært arbejder med.

Hvor skal din forskning gå hen i fremtiden?

Jeg vil gerne blive ved med at arbejde i samme retning. Jeg er meget optaget af, hvad musik er for noget, hvorfor vi har den, og hvordan den skal forstås som fænomen på det evolutionsbiologiske plan. Hvordan gør musik os anderledes end andre dyr? Hvorfor er den sammensat på lige netop den måde, den er? Hvilke overlap er der mellem musik og sprog? Er musik en slags sprog for følelser, eller er det noget helt andet?