Printervenlig version

Musik - frihed til udfoldelse

Interview med Astrid Elbek

af Erik Lyhne

December 2015

CV
f. 1956
1979 AM-musikpædagogisk eksamen fra DJM
1981 -  1987 med til at opbygge Center for rytmisk Musik og Bevægelse i Silkeborg
1987 – 1995 medlem af Statens Musikråd
1990 - Docent ved DJM med ansvar for at opbygge RM-uddannelsen
1996 – Ledelses arbejde på DJM, de sidste fem år som Udviklingsleder
Pianist og komponist i mange sammenhænge bl.a. Shit og Chanel, Holger Laumanns Calypsoband, Anne Linnet, Dagdrømmerbanden (Aarhus Teater), aktuelt Ed Jones Band

 

Du har i lang tid arbejdet med musik. Hvordan kom musikken ind i dit liv?
Jeg har en iboende stor kærlighed til musik. Jeg er ret auditiv. Hjemme havde vi et klaver, og mine forældre spillede lidt på fløjte og klaver. Men det var først da jeg begyndte på Århus Friskole i 6. klasse, at jeg for alvor blev introduceret for musikken. Den første dag jeg gik der, så jeg et skilt hvor der stod, at man kunne få klaverundervisning hos Leif Falk. Det ville jeg gerne, så jeg gik derop. Jeg spillede Norges nationalsang ”Ja, vi elsker dette landet”, tostemmigt, og han så forundret på mig og sagde, at hvis det var den slags musik jeg interesserede mig for, var det ikke sikkert jeg ville kunne lide det, de spillede på skolen. Men jeg var SÅ klar på at prøve noget nyt. Så sådan kom musikken ind i mit liv.
 
Hvilken betydning havde Århus Friskole for dig?

Jeg gik der kun i to år, men det var livsomvæltende for mig at gå der. Den musik Leif Falk og Ed Jones lavede på friskolen, var fantastisk spændende. Det var i tråd med Bernhard Christensen og Astrid Gøssels tanker, men på en mere nutidig og Leif Falk´sk måde. Han formåede at tage groovet og improvisationen fra så forskellige kilder som Miles Davis og New Orleans-jazzen ind i musikken på en meget kvalificeret måde og formåede at gøre denne musikalske åre til vores fælles udtryksform. Så vi børn komponerede og improviserede på livet løs på dette gundlag.

På den måde var det jeres egen drivkraft der styrede jeres musikudfoldelser. Giver det en anden tilgang til læring end når voksne presser det ned over dem?

Det var det, jeg oplevede med mig selv. Det var totalt mit eget projekt, og jeg havde lyst til at lære at spille klaver. Mine forældre har aldrig presset mig til at gå til musik. Jeg tror, det betyder enormt meget, at man har identitet i det, man gør, og at man har lov til at være den, man er. Jeg tror også, det har stor betydning, at man lærer at skabe musik samtidig med, at man lærer musik. Man skal lære noget om både tradition og håndværk, men man skal også lære at forholde sig kreativt til musikken. Leifs musikpædagogik stod på de to ben, og det synes jeg var det geniale ved det.

Hvordan udviklede dit arbejde med musik sig efter Århus Friskole?

Da jeg var 13 år, dannede jeg sammen med Erik Westberg et af Danmarks første børnebands – ”Koen”. Da jeg gik på gymnasiet, spillede vi på Vestergade, Cabana og andre spillesteder og på skoler rundt omkring. Vi tog selv ansvar for det, vi lavede. Vi spillede mange sange vi selv havde lavet. Senere opstod ”Shit & Chanel” (1973-1982, red.) som bestod af Anne Linnet, Lis Sørensen, Ulla Tvede Eriksen, Lone Poulsen og mig selv. Først herefter bestemte jeg mig for at begynde på konservatoriet.
 
Du begyndte på AM (almen musiklærer) på Det Jyske Musikkonservatorium (DJM) i 1976. Hvordan udviklede dit musikalske arbejde sig i den periode?

Musikkonservatoriet i Århus var (også) på det tidspunkt et fremadskuende konservatorium, hvor der var interesse for andre måder at spille musik på. Jeg mærkede stor åbenhed og nysgerrighed fra lærerne – blandt andre Tage Nielsen, Jette Tikjøb og Per Nørgård. Jeg havde Jytte Rahbek Schmidt som vejleder i elementær musikopdragelse, og hun lærte mig meget. Desuden samarbejdede jeg med Leif og Ivalo Falk.  Jeg var også begyndt at spille og samarbejde med Holger Laumann, så jeg kom tidligt omkring i det pædagogiske felt. Da jeg var 17 år, fik jeg sammen med Anne et hold på Vallekilde Højskole på efterårsstævnet. Det hed ”Vin, kvinder og sang” og der var en hel del musikpædagoger og musiklærere på, så jeg kom hurtigt ind i det med at undervise og i musikopdragelse.

Fra 1996 arbejde du ét år på Århus Friskole. Hvilke musiske og menneskelige erfaringer gav det dig?

I 1996 trådte jeg ud af Statens Musikråd, efter at have siddet der i otte år. Det gav mig et frirum. Jeg fik lyst til at undervise børn. Jeg havde 8. og 9. klasse og bigbandet på friskolen, og det syntes jeg var rigtig sjovt. I løbet af det år erfarede jeg tre ting, som jeg besluttede mig for at arbejde med. For det første stod det mig klart, at selvom der var en fantastisk kultur og musiktradition på friskolen, så var der en skæv fordeling af, hvilke instrumenter henholdsvis pigerne og drengene spillede på. Det var tydeligt, at drengene var trommeslagere, bassister og guitarister. Pigerne sang og spillede klaver, mens begge køn var blæsere. Det var en ting, der var svær at ændre, fordi ingen stillede spørgsmålstegn ved det. En anden ting var, at børnene var vant til at kunne gå ud af lokalet, hvis ikke de ville være med til at spille. Det betød, at der var nogle børn, der aldrig var med i musiktimerne, fordi de var ude at spille fodbold. Den tredje ting var, at eleverne i de ældste klasser på det tidspunkt ikke var så vant til at lave sange selv. De ting prøvede jeg at gøre noget ved. For det første jeg satte krav om, at alle 16 elever var til stede i undervisningen. For det andet prøvede jeg at lære nogle af pigerne at spille bas, guitar og trommer uden for timerne. For at udfordre drengene og få dem lidt væk fra deres vante instrumenter, lærte jeg dem at spille på percussion, synthesizer mv. I starten mødte mit projekt stor modstand fra både drenge og piger, så der var meget at arbejde med. Jeg erfarede, at hvis jeg gav pigerne et forhåndskendskab på instrumenterne, så var de tryggere og bedre klædt på til timerne. Ligeledes gav jeg drengene musikalske udfordringer, så de ikke følte det som en degradering at komme væk fra ”de maskuline” instrumenter. På den måde fik mit projekt en gang på jorden. Jeg synes, det ændrede indstillingen hos børnene de fik øjnene op for hinandens styrker og de fik på den måde respekt for hinanden. I den alder er eleverne ligeglade med læreren. De tænker kun på hinanden og på ikke at falde igennem i hinandens øjne. Det er derfor alfa og omega at musiklæreren er så dygtig, at man kan lave nogle ting, der er så fede, at børnene er i stand til at overvinde deres egen modstand mod at komme ud af de vante rammer.

Arbejder I med kønsforskelle på konservatorieuddannelserne?

Jeg synes, der er for lidt fokus på problemstillingen, men det er et emne som konservatoriet har kastet sig over i år. Vi har lige haft et projekt det hedder ”Girlpower in jazz”, hvor vi samlede kvindelige musikere fra hele norden for at spille sammen. Det er noget af det vi vil prøve at sætte mere fokus på – også indadtil, fordi det er et klart problem for den rytmiske musik. En undersøgelse har vist at det kun er 1/5 af arbejdspladserne i den rytmiske musik, der er besat af kvinder og kun 3-4% af musikerne er kvinder.

Du var med til at starte Center for Rytmisk Musik og Bevægelse (CRMB) i Silkeborg som sidenhen er flyttet til Århus. Hvordan startede dette projekt?

Steen Nielsen, som var min lærer i rytmisk klaver på AM-uddannelsen, havde i 1980 en plan om at starte CRMB på Det Jyske Musikkonservatorium. Tage Nielsen var åben over for ideen, men den blev stemt ned i konservatorierådet i 1981. Steen søgte til Silkeborg, hvor han havde gode politiske forbindelser og lavede sammen med Leif og mig en gruppe. Senere bakkede flere folk op om projektet – blandt andre Åse Haugaard, Peter Seebach, Lars Brinck og Karen-Lis Kristensen, og i 1987 slog vi dørene op på Skoletorvet i Silkeborg. Først åbnede vi for efteruddannelse og senere for en forsøgsuddannelse der kørte i fire år, før de første kandidater dimitterede. Jeg synes, det er lykkedes os at tage meget af det, som var tænkt dengang, med videre til DJM og de rytmiske uddannelser som helhed. Først og fremmest det aspekt at rytmisk musik er musik fra mange verdensdele og ikke bare jazz. En hel del af de græsrodsaktiviteter som Steen havde udtænkt omkring efter- og videreuddannelse som blomstrede i Silkeborg, har været vanskeligere at få til at køre i Århus, fordi det er et mere specialiseret regi på konservatoriet.

Hvilken betydning mener du, at musikken har for vores børn og samfund?

Det er et meget stort spørgsmål. Det er lettere at forestille sig hvor frygtelig verden ville være uden musik. Musik betyder alt. Det betyder forskellen på, om det er værd at leve eller ej, og uden musik mangler vi noget meget essentielt. Det er svært at italesætte, men for tiden er der meget fokus på nytteværdi og det er derfor nødvendigt at kunne argumentere for musik. Musik er en frihed til udfoldelse. En frihed til at lave lyd og larm. En frihed til at udtrykke sig og i virkeligheden at gestalte den verden som man er en del af. Hver generation har et nyt bud på dette udtryk. Jeg tror, at denne udfoldelse i musikken er helt central, og derfor er det at skabe ny musik og at spille musikken på sin egen måde meget vigtig. En reproduktion kan være fin og professionel, men den folkelige drivkraft ligger i udfoldelsen.

I Folkeskolereformen (2013) står der, at eleverne i 1. og 5. klasse skal have én musiktime mere om ugen. Desuden står der at folkeskolerne skal samarbejde med musikskolerne og at man får mulighed for at lave specielle talentklasser. Har konservatoriet samarbejdet med folkeskolen omkring dette reformvedtag?

Vi er i dialog med både musik- og folkeskoler om, hvilken rolle konservatoriet kan spille i processen. DJM har lige lavet en aftale med VIA University College (VIA) om et samarbejde. Vi forsøger at lave nogle fællesmoduler for de musikpædagogstuderende på DJM og lærer- og pædagogstuderende, som har musik på VIA. Det vi gerne vil opnå er en bedre evne til at samarbejde, og at de gode ting fra disse verdener kan smitte af på hinanden. Jeg tror det er utrolig væsentligt at lærerene på henholdsvis folke- og musikskoler kender hinandens verdener og hinandens kompetencer. Hvis de gør det, bliver det lettere at skabe et frugtbart og ligeværdigt samarbejde omkring musikken og børnene.

I Folkeskolereformen står der også: ”De praktiske/musiske fag skal bidrage til at understøtte den faglige udvikling og folkeskolens øvrige fag, herunder særligt dansk og matematik. ” Tror du musik kan bruges til det?

Jeg tror musik kan bruges til at give gladere børn og dermed også børn der har mere lyst til at lære noget. Transfereffekten af musik er ikke bevist, og der er en meget divergerende opfattelse af denne. Men det er min intuitive fornemmelse, at hvis børn er glade, velfungerende og kan udtrykke sig musikalsk, vil de have et større drive for at tilegne sig ny viden af en hvilken som helst art.

Hvilke forskelle og ligheder ser du mellem læreruddannelsen og på konservatoriets pædagogiske uddannelser?

Konservatoriet står for det elitære, høje musikalske niveau, hvor lærer- og pædagoguddannelsen står for det høje pædagogiske niveau. Altså med fokus på hvordan man får skabt et rum hvor børn kan lære noget. Ikke elitens børn, men alle børn. Jeg tror de to kompetencer er ligeværdigt vigtige, hvis ikke vi skal miste børnenes engagement i musikken fremover.

Hvad er dine forhåbninger i forhold til samarbejdet mellem læreruddannelsen, pædagoguddannelsen og konservatoriet?

Min forhåbning er at samarbejdet for alvor vil folde sig ud og blive velfungerende. Jeg håber og tror, at dette samarbejde vil blive til glæde for lærere, pædagoger og studerende, Men ikke mindst for børnene, de ældre, socialt udsatte og de mange andre grupper i landet, som kunne trænge til mere musik. Min anden forhåbning er, at der skabes et samarbejde efteruddannelserne imellem. Både for at opkvalificere de studerende og for at bringe disse hidtil adskilte verdener tættere sammen. Der er planer om at lave en masteruddannelse og der er lige nu en fokusgruppe som arbejder med projektet. Denne gruppe er repræsenteret af skoler, efterskoler, musikskoler, pædagoger, dagtilbud, ældresektoren, VIA og konservatoriet. Vores ambition er at starte om ét år. Nogle af fokuspunkterne for masteruddannelsen er musikskabelse, sangskrivning og kreative processer.