Printervenlig version

Musik middel til det gode liv

Inger Ubbesen og Lars Bonde har besluttet sig at gå på pension efter et langt liv med musikken i centrum

Interview med Inger Ubbesen og Lars Bonde

af Erik Lyhne

September 2016

Inger Ubbesen, f. 1951 i Fjaltring
Læreruddannet i 1977 på Århus Seminarium.
Folkeskolelærer: Lystrup Skolen, Pindstrup Skole og Lisbjerg Skole 1977 – 2003.
Kursusgiver, konsulent og skribent i mange sammenhænge siden 1995
Lektor VIAUC, Læreruddannelsen i Århus fra 2003.
Cand. pæd. i musik 2004 og Cand. pæd. pæd. 2008.
Udgivelser på dansk sang:
Rakethelikopteren 1997, Rakethelikopteren 2 2004, Skovturen 1999, Den kloge gartner 2001
Vi kom po no 2002 (sammen med Lars Bonde), Sanghåndbogen 2003 (medforfatter), De kom po no 2004 (sammen med Kirsten Andkjær Petersen), Syng og læs eller læs og syng 2005, Boomwhacker Boom 2008, Musik i luften 1 2006 (sammen med Susanne Hvitved), Musik i luften 2 2009 (sammen med Susanne Hvitved) og Lær med Leonardo 2009
Andre udgivelser:
Klasseledelse i musik, 2011 i Klasseledelse og fag Dafolo og Evaluering i de praktisk musiske fag, 2011(sammen med Rene Løffegren Christoffersen) i Evaluering i skolen Klim.

Lars Bonde: f. 1949
Uddannelser: folkeskolelærer med musik som linjefag 1975, exam.pæd.musik 1992 2-årig DISPUK konsulentuddannelse i ledelse og organisation 1998 Systemiske og narrative efteruddannelser 2002 - 2010 JTI certificeret i 2004 Certificeret coach 2010
Arbejdspladser: Sølystskolen Egå 1975 -1985, Hårup skole 1985 – 1995, Danmarks Lærerhøjskole 1990 – 1995, Uddannelsesafdelingen Århus AMT 1995 -2006 Syddjurs Kommune HR-afdelingen/Ledelsessekretariatet 2006 -2016.
Arbejdet i Århus AMT og Syddjurs kommune har omfattet:
Lederuddannelser, rekruttering af ledere, teamudvikling, supervision, procesfacilitering, implementering af strategier og politikker m.m.
Udgivelser på Dansk Sang - Stavrock 1,2 og 3 – A kom po no – De Store Spiller 1,2og 3 – De Store Synger, Play it out

 

I har begge undervist i musik på forskellige niveauer i mange, mange år. Når I ser tilbage, hvordan synes I så, musikken har udviklet sig gennem disse år?

Inger:  Da jeg omkring 1975 var i praktik på Næshøjskolen med Lise-Lotte Brix som praktiklærer, var det nyt, at man overhovedet havde et trommesæt i musiklokalet. Den rytmiske musik kom på en måde ud i skolen på samme tid som os, så på det felt er der sket meget. Så tror jeg også, der er sket meget på det fagdidaktiske felt med hensyn til bevidsthed om planlægning af undervisning inden for fagets forskellige aspekter. Der findes mange undervisningsmaterialer i dag med metodikker og pædagogiske overvejelser om, hvordan man kan få børn til at opleve musik. På det punkt er der sket meget, fra da jeg selv blev musiklærer og til nu.
Lars: Da jeg blev færdiguddannet, blev jeg ansat sammen med Torben Antonsen (se Dansk Sang nr. 3 - 14-15). Vi fik ret hurtigt i gang i musikundervisningen på Sølystskolen i Egå. Det lykkedes blandt andet, fordi vi havde en ledelse, der prioriterede økonomien til at købe instrumenter. På den måde var muligheder og rammer store for de lærere, der ville tage initiativ og havde engagement til at sætte noget i gang. Det var også den rytmiske musik, vi startede med.

Hvilke ting oplever I er særlig forandrede i dag i forhold til musikundervisningen i skolen?

Inger:  Hvis man går ind i et musiklokale i dag, ser man mange forskellige instrumenter, hvor der tidligere måske mest har været flest xylofoner. Børnene har fået flere instrumenter at spille på, og så er der hele IT-delen. Jeg tror ikke, musikfagets udvikling har været en homogen bevægelse. Musik foregår på mange forskellige måder rundt omkring på skolerne. Men der er nok en generel tendens til, at i sammenspil er det oftere populærmusik, der bliver spillet. Så er der kommet flere samarbejdsmuligheder for musiklærerne, f.eks. symfoniorkestrene, Levende musik i skolen mv.
Lars: I mange år blev musikundervisning kaldet sang, hvilket også betød, at man fokuserede på sangen. Det var sådan set fint, men det var, som om der kom ny energi til børnene, da faget kom til at hedde musik, og instrumenterne blev en del af musikundervisningen.

Så det gav en anden energi at have sammenspil i klasserne?

Lars: Jeg har altid været meget motiveret af at spille sammen – uanset om det er i fodbold, håndbold eller musik. Det er selvfølgelig et spørgsmål om personlighed, hvad det er, man er drevet af som lærer. For mig var det at få et fællesskab opbygget gennem musikken – at vi sammen vil noget, og at det skal være hammergodt.

Er det disse tanker, der fik dig i gang med dine udgivelser?

Lars: Ja, for det var på en måde en nødvendighed for at kunne lykkes med noget, der var udvikling i. Det var svært at lave en progression ud fra den tilgængelige populærmusik, og derfor var det nemmere at lave nogle satser til samspil selv. Det var især på xylofoner. Det kunne også have været andre instrumenter, men det var xylofoner, der stod i skabene, og dem lavede vi rock og rul på. På den måde opstod den første bog, der hed Xylte, som jeg lavede sammen med Preben Lund Sørensen, og senere kom Stav Rock. Det drejede sig ikke kun om samspil og xylofoner, men også i det hele taget om at bruge de kreative elementer i en anden og bredere sammenhæng. Sammen med Ulla Philbert lavede jeg cirkus, hvor dansk, matematik og engelsk blev integreret med musik. På den måde blev musik tænkt ind i en tværfaglig sammenhæng, hvor musikken var det bærende bagtæppe.

Blev materialerne brugt på skolerne?

Lars: Stav Rock blev udgivet af Dansk Sang, som altid har været gode til at sørge for, at deres forfattere kommer ud og præsenterer det. Så ret hurtigt havde jeg mange opgaver rundt i landet på skoler og på sommerkurser. Vi var også på Vestbirk Højskole og skulle præsentere de studerende på seminariet for vores måde at tænke musikundervisning på. Og der mødte jeg Inger.

På nogle skoler kan man få oplevelsen af, at god musikundervisning er selvforstærkende og bliver en kerne, der spirer overalt. Andre steder kan det nærmest falme. Hvad tænker I om det?

Inger:  Jeg tror, at man kan lukke døren til et musiklokale op og deraf se, hvordan musikundervisningen trives på den pågældende skole. Et veludstyret musiklokale er ikke en selvfølge. Det må musiklærerne arbejde for, og det er nok ikke alle skoleledelser, der er lige velvilligt indstillede for og interesserede i faget, og det er måske ikke alle musiklærere, der argumenterer og kæmper lige godt. Når jeg taler med skoleledere, ved de ikke altid, hvad deres musiklærere laver, mens andre er meget bevidste om det. Så jeg kender også til oplevelsen af, at musikundervisning nogle steder kan blomstre, mens den andre steder får lov at leve lidt for sig selv. Der er dog ingen tvivl om, at der hvor musikken trives, betyder det noget for skolen. Forleden var jeg ude på min gamle skole - Lystrup skole, hvor de har en månedlig morgensang sammen med kirken. Børnene sang,W så taget var ved at løfte sig. Det kan de gøre, fordi der er musiklærere, der har skabt en tradition, og det er min bedste overbevisning, at det har afgørende betydning for de børn, at de er en del af det fællesskab. Dermed får musikken betydning for skolens kultur.

Lars - har du nogle oplevelser, hvor du synes, du som musiklærer har gjort en forskel for nogle børn?

Lars: Ligesom vi lavede et tværfagligt projekt med musik og cirkus, lavede vi også musicals på 7. klassetrin, blandt andet Grease. Her blev et halvt år taget ud af kalenderen, og eleverne lærte både dansk, engelsk og matematik gennem arbejdet.
Jeg har altid været optaget af, hvordan børn selv kan komme i gang med at lave deres egen musik. Jeg havde oplevet, at børnene skulle hjælpes lidt i gang med at lave en rytme eller en basgang. Derfor udviklede og udgav jeg nogle værktøjer i bogen A kom po no: Rytmeboxen og Meloboxen. De er blevet brugt meget, og både børn og lærere har haft gavn af værktøjerne. Børnene blev glade og stolte, når de komponerede deres egne numre.

Hvad betyder det med en kreativ musikkultur og musicalproduktion på skolen?

Lars: Det atlave musicals kan give en sammenhængskraft på tværs af fag og klasser samt en naturlig opmærksomhed udadtil.

Lars – det er lang tid siden, du har været musiklærer. Er der noget særligt du savner?

Lars: Jeg anser stadig mig selv som en slags underviser i sammenspil – det er bare ikke børn, jeg underviser i musikalsk sammenspil. Det er voksne på deres arbejdsplads, jeg faciliterer til at udvikle det organisatoriske sammenspil. Jeg har lavet meget sammenspil med voksne i forskellige kommuner eksempelvis som teamudvikling. Så drivkraften, som jeg oplever at have, er grundlæggende den samme, som det hele tiden har været. Nogle gange kan jeg savne børnene, men så nyder jeg at spille med mine børnebørn.

Inger - hvor synes du, at du har gjort en forskel som musiklærer?

Inger:  Når jeg hører Lars fortælle om sammenspil, kan jeg se, at jeg grundlæggende har været drevet af noget andet. Mit arbejdsliv har på en måde været en lang leg for mig - i Astrid Lindgreens forstand, hvor legen også er alvorlig og seriøs. De bøger, jeg har udgivet, er blevet til, fordi jeg ikke kunne lade være. For mig har musik været en måde at kunne fortælle om noget på og en god måde at være sammen på.
Min første udgivelse var ’Rakethelikopteren’, som faktisk var mit eksamensprojekt fra seminariet. Den handlede om musik rundt om i verden. Den næste var ’Den Kloge Gartner’, hvor jeg var meget optaget af Howard Gardners mange intelligenser. Min ide var/er, at børnene gennem musicallen skulle opleve og erkende noget om menneskers forskellighed, blive klogere på sig selv og de andre. Og det har musikken været en ramme for. Jeg skrev tekster, og Lars lavede melodier, det var et fint samarbejde.

Du har også lavet ’Musik i Luften’, der er mere en systematisk guide til undervisning?

Inger:  Ja, den udgav jeg sammen med Susanne Hvitved, og det var et bestillingsarbejde fra Dansk Sang. Det er en samling af vores erfaringer og andres gode ideer, som kan bruges til at guide lærere, der har brug for gode ideer i hverdagens musikundervisning.

I fik undervisningsministeriets pris for ’Musik i luften’ – hvordan var det?

Jeg stod på en alpetop i Østrig, da min telefon ringede. Det var en dame fra København, og gennem den samtale fandt jeg ud af, at vi var indstillet til prisen. Det var stort, og vi blev meget stolte og glade for anerkendelsen og for at have lavet noget, som andre kunne bruge.

Nogle gange når man har arbejdet med sit fag i mange år, kan man tænke, at der er ting, man gerne ville have gjort anderledes – hvad tænker I om det?

Lars: Alt skal jo ses i en sammenhæng og en kontekst, hvor der er nogle vilkår – jeg tror ikke, jeg ville have lavet noget om, for jeg har hele tiden taget afsæt i det, jeg havde lyst og motivation til – så på den baggrund ville jeg ikke have ændret noget.
Inger:  Ja – jeg tror, Lars har ret. Man gør det, man synes er rigtigt i den sammenhæng, man er i.

Hvad tror I det betyder for børns liv at få muligheden for musik?

Inger:  Det er svært at sige, men man kan jo se på, hvad det har betydet for en selv og tænke, at det kommer det også til at betyde for dem. Når jeg har spillet musik for børn, og de f.eks. lukker øjnene eller hopper rundt, så kan man jo se, hvordan det afspejler en glæde for at være med i det musikalske fællesskab.
Lars: Det er med til at opbygge deres identitet som menneske. At man oplever at blive forandret i et musikalsk fællesskab sammen med andre. Det tror jeg, kan blive til en stor styrke for nogen. Som musiklærer er man leder af det fællesskab.

Er de musiske og æstetiske fag et middel eller målet i sig selv?

Inger:  Som lærer har jeg altid brugt musik i alle de fag, jeg har haft, fordi det har været med til at give fagene liv, uanset om dette så kaldes transfer-læring, middel til mål eller noget tredje. Jeg synes, at musikken er et mål i sig selv, men også et middel til den gode skole og til det gode liv i det hele taget.
Lars: Musik kan netop udtrykke det, som ikke kan forklares med ord.

Hvordan har musikken det på læreruddannelsen?

Inger:  Det er et meget dilemmafyldt spørgsmål at skulle svare på. Jeg vil meget gerne være med til at sørge for, at de unge mennesker vælger musik på læreruddannelsen. Men jeg kan ikke af et ærligt hjerte sige, at jeg synes, det er godt nok, som det er. Der skulle være nogle rammer, hvor der var mere undervisning og støtte til grundlæggende kompetencer, som de ikke kan lære selv. For eksempel musikledelse, det at lave satser og at tilrettelægge forskellige former for musikundervisning. Det er der ikke tid nok til. Problemet er, at det er sådanne ting, der ikke kan læses i en bog – det er noget, der skal prøves og erfares gennem det levede liv. Når man sammenligner med, hvor meget undervisning vi havde, da vi gik på seminariet, og hvordan det er nu, er det forfærdeligt at se, hvor meget der er skåret ned.

Når I kigger i horisonten – hvad er så status for de musiske og æstetiske fag i folkeskolen?

Inger:  Det er sådan lidt blandet, synes jeg. Med den ene hånd vil man kvalificere fagene ved eksempelvis at tildele timer og ’tale det op’ med krav om færdigheder og kompetencer. Med den anden hånd fjerner man substans, ånd og æstetik. Min bekymring for fremtiden er, at målstyringsdiskursen medvirker til, at det man ikke kan finde ud af at måle, som for eksempel æstetiske dimensioner og oplevelser, sygner hen. Det er ikke alt i musikfaget, der kan indfanges i ord. Som Einstein sagde: Det er ikke alt, der kan tælles, der tæller, og det der tæller, kan ikke altid tælles.
Lars: Jeg synes, at det er vigtigt at holde fast i de æstetiske udtryksformer og gøre dem til noget almindeligt. Man kan se gennem diverse talentprogrammer – om man så kan lide dem eller ej – at folk elsker det musikalske. Når vi tydeligt kan se, at der er meget potentiale i musikfaget, hvorfor så ikke i højere grad vægte det i folkeskolen og lade det knytte an til helhedsundervisning, hvor de forskellige udtryksformer kan komme til deres ret?